Om Dansk Kickboxing Forbund (DKF)

DKF er et special forbund under Danmarks Idrætsforbund (DIF) samt en del af World Association of Kickboxing Organizations (WAKO) og har siden 2001 været officiel repræsentant og formidler af Kickboxing og K-1 i Danmark.

DKFs Historie

Dansk Kickboxing Forbund blev dannet d. 18 februar 2001, dog under navnet Dansk Kick- & Thaiboxing Forbund som en fusion mellem de internationale forbund WKA, IAKSA og WAKO. Personerne bag fusionen var Flemming Scröter og Søren Sandersen (WKA), René Thorringer og Jan Andersen (WAKO) samt Lars Eriksen og Bjarne Roursgaard (IAKSA).

Dansk Kick- og Thaiboxing Forbund - DKTF

Årsagen til fusionen var at repræsentanterne havde erkendt at Danmark var et alt for lille land til at tre internationale forbund skulle konkurrere, og derudover var et medlemskab af DIF (Danmarks Idrætsforbund) udelukket hvis ikke et samarbejde blev etableret.

Dansk Kickboxing Forbunds første opgave var at få etableret et DM, hvilket var en realitet allerede i 2001. Herefter måtte forbundet sikre at der var både store og små stævner som medlemsklubberne kunne deltage i, samt at der var tilbud til alle discipliner indenfor Dansk Kickboxing Forbund, der på det tidspunkt var semikontakt, letkontakt, fuldkontakt og thaiboxing. Da nogle få stævner var på plads rettede Dansk Kickboxing Forbund sin fulde fokus på en af hovedopgaverne, at sikre medlemsskab hos DIF. Sidstnævnte opgave tog længere tid end forventet, så optagelse i DIF var først en realitet pr. januar 2006.

I mellemtiden havde Dansk Kickboxing Forbund i gennem medlemsklubber sikret at der i Danmark afholdes DM, Danish Open, Nordic Open, Copenhagen Open samt et antal mindre stævner. Sikringen af disse stævner ligger hovedsageligt i at sikre at der i Danmark uddannes og vedligeholdes en dommerstab af international kvalitet, hvilket dommerudvalget i Dansk Kickboxing Forbund tager sig af.

Dansk Kickboxing Forbund er organiseret igennem et antal udvalg, der varetager de forskellige opgaver, der er for at sikre et højt aktivitetsniveau og derigennem sikre en udvikling og vækst indenfor Dansk Kickboxing Forbund disciplinerne i Danmark. En nærmere beskrivelse af udvalgene og medlemmerne kan ses andetsteds på hjemmesiden.