Lørdag d. 3. marts blev der afholdt DM I kickboxing i Nørrebrohallen I København. I alt var 86 deltagere tilmeldt og de var fordelt på semi-, let- og fuld kontakt.
Med kampstart kl. 10 for semi kontakt var der gang i Nørrebrohallen allerede fra morgenstunden startende med de unge klasser og sidst senior klasserne. Der var mange tilmeldinger til semikontakt og det blev til i alt 35 kampe inden den sidste medalje blev delt ud sidst på eftermiddagen. I let- og semi kontakt var der i år desværre ikke tilmeldt helt så mange som forventet og kampprogrammet kunne holdes til ca. 31 kampe.
Med kampstart kl. 14 startede afholdelse af de få indledende kampe efterfulgt af finaler blandet i fuld og let. I år havde TV2 sporten valgt at sende fra stævnet, hvilket er særdeles positivt og et godt skridt på vej i retning af at få bredt kendskabet til kickboxing.
Ved dette års DM blev der uddelt priser for årets kæmper (M/K) og årets dommer, priser som DKTF uddeler. Årets kvindelige kæmper blev Johanna Striim fra Kolding Kung Fu og Kickboxing, der med 2007 titler som: WKA verdensmester, Danish Open mester, World Cup Sølv og guld ved German Open fuldt ud fortjente titlen.
Årets mandlige kæmper blev Thomas Jensen fra Kolding Kung Fu og Kickboxing der også har gjort det rigtig godt det seneste år og som kan kalde sig: WKA verdensmester, German Open mester, Dansk mester og bedste figther ved Danish Open m.v.
Året dommer blev Claus Falk fra Kickboxing Academy. Claus har gjort en rigtig stor indsats i DKTF inden for arbejdet med koordinering af dommere, men også med selv at agere både som kampleder og dommer til stort set alle stævner der afholdes i Danmark.
Tillykke til Jer alle 3 og godt initiativ fra DKTF at dele disse anerkendelser ud ved DM en gang om året.
Desuden blev Johanna valgt til stævnets bedste kvindlige fighter, og Anders Munch fra Zen To blev kåret til stævnets mandlige Fighter.
Tak til Topfight, som igen i år havde gjort et rigtig godt stykke arbejde på dagen med at få programmet til at køre så glidende som muligt og tak til alle kæmpere for de mange gode kampe ved DM 2008.