Årets DM i Kick- og Thaiboxing blev afholdt i Nørrebrohallen d. 12. Maj.
Flot fremmøde
Med 92 tilmeldte fightere og 350 betalende publikummer var dette DM det hidtil største i DKTFs historie. Efter DKTFs indtræden i Danmarks Idræts-Forbund er DKTF vokset betragteligt, og denne trend forventes at fortsætte de kommende år, således at man vil kunne se endnu flere deltagere til DM i 2008.
DM for børn og mikroer
For første gang blev der afholdt DM også for Mikroer (10-11 år) og børn (12-14 år). Der var et pænt fremmøde af unge kæmpere, men desværre var disse ikke fordelt på så mange klubber. Heldigvis er trenden at flere og flere klubber opretter børnehold, så til fremtidige DM vil man kunne forvente endnu flere unge deltagere.
Arrangementet
Khalid Alsubehi fra Nørrebronx Kickboxing havde sørget for booking af hallen og Martin Westh og Tim Jørgensen fra TopFight havde ydet en stor indsats i både planlægning og den praktiske gennemførsel af stævnet. Fordi indvejningen og lodtrækning blev foretaget dagen før stævnet, kunne man i år starte de første kampe med minimal forsinkelse, og resten af stævnet forløb ligeledes som planlagt.
Årets Fighter og Årets Dommer
DKTFs formand Jan Andersen uddelte prisen “Årets Fighter” til Ayoub Saidi for hans fremragende indsats på det danske landshold. I 2006 har han blandt andet opnået 2 sølvmedaljer til WAKO VM i hhv. fuldkontakt kickboxing og fuldkontakt kickboxing m. lowkick Jan Andersen uddelte også prisen “Årets Dommer” til Ulrich Drachman, som er meget anerkendt for sine evner som kampleder i både ind- og udland.
Opvisning i Capeiora
Inden den sidste fuldkontaktfinale havde stævnet besøg af Capoeira gruppen Senzala som gav en forrygende opvisning i den brasilianske kampdans.